Inspiration - børn

Børnebiblioteket anbefaler i juli

Find din næste yndlingsbog blandt børnebibliotekarernes anbefalinger til børn og unge.

Af Malene Bisgaard

Læs bøger og vær med i Sommerbogen

På Dragør Bibliotek kan du igen i år være med læsekampagnen Sommerbogen, hvis du er mellem 6 og 16 år.

Find løbende inspiration til din sommerlæsning her på hjemmesiden, hvor vi sommeren igennem kommer med nye artikler med boganbefalinger til alle aldersgrupper.

Du kan også besøge biblioteket og få hjælp af personalet til at finde din næste yndlingsbog.

Løvesjæl - en vild pige

Isabel anbefaler til indskolingen

Leona er datter af en klanleder og er meget modig. Fordi hun er en pige, forventer alle, at hun skal passe børn og lave mad – ikke slås, selvom hun er rigtig god til det.

Hendes storebror skulle være den næste leder af klanen, men så sker der noget uventet. Broren bliver bidt af en slange, og alt forandrer sig.

Leonas far beslutter sig for at lave en konkurrence. Vinderen af konkurrencen bliver både klanleder og får lov til at gifte sig med Leona. Men Leona vil slet ikke giftes – især ikke med én, hun ikke selv har valgt.

Leona og hendes søskende må kæmpe for hendes frihed og ret til at vælge selv.

Historien om Leona er en del af en letlæsningsserie for børn mellem 7 og 9 år, som er fuld af spænding og eventyr.

Den hemmelige rejse

Malene anbefaler til mellemtrinnet

Bogen foregår i 1800-tallet, hvor vi møder pigen Albertina. Hun bor alene med sin far, som er kaptajn, og hun har altid været draget af havet og livet til søs.

Hendes far siger, at hun har en sømandssjæl, og Albertina drømmer om selv en dag at blive kaptajn, men det kan piger ikke få lov til.

En dag får hendes far arbejde som kaptajn på et mystisk skib, og Albertina sniger sig med ombord som blind passager. Her opdager hun både hemmeligheden bag det mystisk skib, sin egen familiehistorie og oplever en masse af de overnaturlige ting, som hun har hørt sømænd fortælle historier om hele sit liv

Spændende fortælling til alle børn i alderen ca. 8-12 år, som elsker historier om mystik, legender, det overnaturlige og livet til søs.

Au pair

Hanne anbefaler til udskolingen

Irene fra Ribe er færdig med gymnasiet og ved ikke helt, hvad hun nu skal. Hun har arbejdet i morens frisørsalon, og det ligger i kortene, at hun skal overtage den.

Men der ligger også en verden fuld af muligheder, og ganske spontant søger Irene et au pair job på "Djævleøen". Mod alle odds får hun jobbet og det bliver en lærerig op- og nedtur i det glitrende Hellerupmiljø.

Irene har nok oversolgt sine evner en smule, men hun klør på indstillet på at bevise over for sig selv og alle andre, at hun kan magte opgaven.

”Au pair” er en livsbekræftende ungdomsroman om at balancere mellem den gamle og nye tilværelse, hvor andres forventninger presser sig på, og om at finde sin egen vej.