Blandt panserbjørne og magnifikatte
Fantasybøger er fyldt med magiske dyr, men kender du også nogle af de mere sjældne skabninger?
Af Malene Bisgaard
Fra drager til daimoner
Du kender sikkert allerede de mest almindelige magiske dyr som drager, enhjørninger og havfruer - men fantasybøger gemmer på langt flere spændende skabninger, du måske ikke lige er stødt på før.
Med udgangspunkt i de mere ukendte magiske dyr får du her en række anbefalinger til helt vidunderlige fantasybøger, man kan kaste sig over, når man er færdig med Harry Potter og ikke ved, hvad man så skal læse.
Daimoner afspejler din sjæl
I Philip Pullmans imponerende serie om Det gyldne kompas møder vi både de mægtige panserbjørne og de fascinerende daimoner, som har en helt særlig betydning for os mennesker. En daimon er nemlig en repræsentation af menneskets sjæl og personlighed i dyreskikkelse, som både kan tænke og tale.
De stolte panserbjørne
Panserbjørne er derimod en helt særlig race, som minder meget om isbjørne i udseende. De er dog intelligente skabninger, der både kan tænke og tale. Deres poter har desuden ”tommelfingre” som de f.eks. kan bruge til at holde på værktøj og redskaber, når de smeder deres værdifulde og meget personlige panser.
Årets nye fantasyroman
Impossible creatures af Katherine Rundell er blevet udråbt til at være det helt nye fantasy hit, som man ikke må gå glip af! I bogen lærer vi, at alle de mytiske, sagnomspundne væsner, vi kender fra eventyr og historier (og mange vi ikke kender), faktisk stadig lever. De er alle sammen endt i et hemmeligt ørige kaldet Øhavet.
Bogen følger to børn: Christopher fra vores verden og Mal, som bor i Øhavet og har en jakke, der kan få hende til at flyve. Da deres veje krydses, hvirvles de ind i en spændende magisk fortælling, der ikke er til at slippe igen.
Magnifikatten Fenestra
Endelig kan jeg også på det varmeste anbefale bogserien om Morrigan Crow skrevet af Jessica Townsend.
I den møder vi (ud over hovedpersonen Morrigan Crow) blandt andet den fantastiske magnifikat Fenestra, som er den gnavne og sarkastiske husholderske på hotel Deucalion, hvor Morrigan kommer til at bo, da hun undslipper profetien om sin egen død og flygter til den frie stat Nevermoor.
Fenestra virker måske ved første øjekast sur og utilnærmelig, men hun viser sig at være en fantastisk loyal ven i en enorm katteskikkelse.