Kender du de forskellige slags fantasy?
Hvad er high fantasy og low fantasy - og har du nogensinde hørt om paranormalromance og urban fantasy?
Af Malene Bisgaard
Vi er vilde med fantasy
Det er ingen hemmelighed, at vi børnebibliotekarer er vilde med fantasy her på Dragør Bibliotek.
Fantasy er en meget bred genre, så hvis du er bare en lille smule nysgerrig på fantastiske fortællinger, der pirrer din fantasi, så kan vi også finde en bog til dig.
Forskellige slags fantasyfortællinger
Overordnet set er der high fantasy og low fantasy - og så er der en hel masse mindre underkategorier også.
Mange fantasybøger har træk fra flere forskellige kategorier.
High fantasy
Til high fantasy bøger har forfatteren skabt et helt nyt univers, hvor historien foregår. Der er ofte mange flotte beskrivelser af denne verden, ligesom der måske er opfundet love, regler, sprog og væsner, der passer til.
I high fantasy er der meget magi, og der er tit noget meget stort på spil. Verdens undergang skal forhindres i kampen mellem det gode og det onde. Det er med andre ord ikke kun noget, der påvirker vores hovedperson men derimod hele den verden, hvor historien foregår.
Eksempler på high fantasy:
- "Ringenes herre" af J. R. R. Tolkien
- "Et rige af torne og roser" af Sarah J. Maas
- Serien om Morrigan Crow og Nevermoor af Jessica Townsend
Low fantasy
Low fantasy foregår primært i en verden vi kender, hvor magien kan være mere eller mindre skjult for almindelige mennesker. Det kan også være en parallelverden til vores egen verden, hvor magien og det overnaturlige trives.
Der er ikke samme behov for skelsættende begivenheder og verdens undergang som i high fantasy, da det at der findes magi omkring os kan være spændende nok i sig selv.
Low fantasy forholder sig ofte meget til den hovedperson vi følger, og de udfordringer han eller hun har.
Eksempler på low fantasy:
- Harry Potter serien af J. K. Rowling
- Serien om Amari af B. B. Alston
- "De ualmindelige" af Jennifer Bell
Flere underkategorier
Ud over disse to store kategorier er der også en masse underkategorier inden for fantasy.
Der er f.eks. paranormalromance, som "Twilight" med sine vampyrer, varulve og kærlighedstrekanter er en del af, mens Cassandra Clares serie "Dødens instrumenter" er et eksempel på urban fantasy, som er fantasy med nutidig handling, der foregår i en (stor)by.
Én serie - flere genrer
Mange fantasybøger og -serier kan være svære at placere i én af fantasyens genrer, og Malene Sølvstens serie "Ravnenes hvisken" er et perfekt eksempel på dette.
- Første bind er primært low fantasy, der foregår i vores verden. Her følger vi hovedpersonens udfordringer med enkelte magiske elementer og væsner.
- I bind 2 har Malene formået at opfinde en helt ny verden, og hun trækker i høj grad på elementer fra high fantasy med verdensopbygning og kampen mod det onde.
- I tredje bind er vi tilbage i vores verden men nu i en mere urban fantasy setting.
Så hvis du gerne vil introduceres for forskellige typer af fantasy inden for samme serie, kunne "Ravnenes hvisken" være et godt sted at starte.