Børnebiblioteket anbefaler i august
Find din næste yndlingsbog blandt børnebibliotekarernes anbefalinger til børn og unge.
Af Malene Bisgaard
Læs bøger og vær med i Sommerbogen
På Dragør Bibliotek kan du igen i år være med læsekampagnen Sommerbogen, hvis du er mellem 6 og 16 år.
Find inspiration til din sommerlæsning her på hjemmesiden, hvor vi sommeren igennem har anbefalet bøger til alle aldersgrupper.
Du kan også besøge biblioteket og få hjælp af personalet til at finde din næste yndlingsbog.
Storm er spejder
Isabel anbefaler til indskolingen
Storm skal på spejderlejr i tre dage. Hans mor hjælper ham med at pakke og giver gode råd, fordi hun også har været spejder.
Storm er lidt nervøs men glad for, at hans ven Erik også skal med.
På lejren bor Storm i telt med Erik og lige ved siden af deres venner Nora og Ella. De skal bygge en tømmerflåde og deltage i et natløb. Det bliver rigtig spændende!
Bogen er for børn, der kan læse lidt flere ord og længere sætninger. Bøgerne har også sjove og livlige tegninger, der hjælper med at forstå historien.
Måske er den lige noget for dig!
Et studie i rødt
Hanne anbefaler til mellemtrinnet
Kender du Sherlock Holmes? Du ved ham den lidt specielle detektiv, der boede i London for ca. 120 år siden?
Hvis ikke, så skulle du prøve at læse 1. del af serien (eller en af de andre, det kan man nemlig sagtens).
I 1. del møder doktor Watson detektiven Sherlock Holmes for første gang, og inden Watson ser sig om, er han hvirvlet ind i en mordgåde, som selv Scotland Yard har måttet opgive.
Holmes og Watson skal opklare et mord uden synlige tegn på vold. Men på væggen er ordet ”hævn” skrevet med blod.
Historien er fyldt med god underholdning og spænding og understøttes undervejs af gode illustrationer og faktabokse.
Basismagi C
Malene anbefaler til udskolingen
Signe går i gymnasiet, men pludselig en dag forvandler hendes kemibog sig fra en almindelig skolebog til en lærerbog i magi.
Det bliver indgangen til en helt ny verden, hvor Signe både får nye venner og lærer en masse om magi, alkymi og eliksirer.
Signe har dog også nogle syner, som hun først selv tror bare er uhyggelige drømme, men det går hurtigt op for hende, at der ligger meget mere bag varslerne.
Inden længe er Signe og hendes nye venner hvirvlet ind i et uhyggeligt plot mod onde kræfter. Men hvor godt kender de egentlig hinanden, og hvem kan Signe stole på?